Ledelsesdilemma om hjemmearbejde og forskellighed

Mange ledelser og ledere har en aktuel opgave med at forholde sig til oplevelser og erfaringer i forbindelse med nedlukningen i de seneste mange uger. Vi taler specifikt om erfaringerne med at arbejde hjemme fra, som tydeliggør de store forskelle, i forhold til medarbejderes lyst og evne til at administrere og trives med hjemmearbejde. Vi har valgt at kigge på tre forskellige grupper som eksempel på, hvor der er mulighed for god læring og for at justere fremtidens arbejdsform.

Stor trivsel hjemme & høj effektivitet
På vej mod en kontrolleret åbning af samfund og arbejdspladser, er der en del ledere der oplever, at rigtig mange af deres medarbejdere stortrives med at arbejde hjemmefra – vel og mærke uden at det er gået ud over produktivitet, samarbejde eller service – og med masser af kontakt med kollegaer eller kunder, når det er nødvendigt. Mange medarbejdere i den gruppe ønsker de kan fortsætte med hjemmearbejde i stort omfang. Det er bla. oplevelsen af at spare tid og penge ifbm transport, undgå smitte eller klimabelastning undervejs, have plads til fordybelse, samt at leve fint uden møder og andre kontoraktiviteter, der opleves som ineffektive og ofte ligefrem spild af tid. Disse forskellige faktorer omkring hjemmearbejde giver både bedre tid i hverdagen og en øget jobglæde og produktivitet for de medarbejdere der trives med det.

Lad mig komme tilbage
Den anden gruppe medarbejdere kan ikke vente med at komme tilbage på jobbet fysisk, med alle de interaktioner, der skal til for at skabe deres energi og jobglæde, eller som af mange andre gode grunde ikke har haft optimale forhold at arbejde under i hjemmet og længes efter at kunne møde ind på jobbet. De er trætte af online møder og rigtig meget snak over telefonen og at grænsen imellem det professionelle og private bliver for uklar.

Uproduktive hjemme
Endelig er der den tredje gruppe medarbejdere, der også har nydt at være hjemme, men som lederen synes vil have godt af at komme tilbage og blive motiveret til at få lidt mere for hånden….

Ledelsesopgaven
En vigtig og spændende diskussion for virksomheders ledelse og for den enkelte leder er at finde en ramme, der kan kombinere det at være en produktiv og attraktiv arbejdsplads og hvor vi har forholdt os til forskellighederne mellem de tre grupper af medarbejdere. Der er stadig en del virksomheder der fortsat er imod udpræget brug af hjemmearbejde og mange ledelser og ledere kæmper med, at hvis der er den mindste forskel på, dem der får lov og dem der ikke får lov til at arbejde hjemmefra, så skaber det en masse utilfredshed. Og hvordan bevarer vi kulturen, hvis alle i en vis grad må arbejde hjemme? Det er et udfordrende ledelsesfelt. Og derfor er det oplagt at tage den diskussion netop nu.

Så vores indspark er meget enkelt. Led det før det leder dig! Tag aktiv stilling til hvilke virksomhedsrammer/kultur I ønsker at skabe, der både sikre effektivitet og trivsel og samtidig kan være et fremtidigt konkurrenceparameter.

Vi vil gerne give noget tilbage i denne udfordrende tid, så vi har designet en tre timers miniworkshop for ledergrupper, der fremkalder og gennemarbejder jeres oplevelser og erfaringer, og afklarer eventuelle tiltag og forandringer, som I som ledelse eller ledergruppe kan skabe fællesskab omkring. Det skaber den retning I vil sætte for fremtiden. Workshoppen kan både foregå virtuelt og live og som et bidrag til tidens udfordringer vil vi som sagt gerne tilbyde det gratis.

Så er du nysgerrig, så tag roligt kontakt til os for en snak… Del også gerne dette med andre, så vi kan hjælpe til med at gøre en forskel for dig og flere…